Mit seneste anfald - en personlig historie

Hvad der skulle have været en "normal" dag...

Det var en ganske normal morgen i en ganske normal weekend. Det skulle dog vise sig IKKE at blive en ganske normal morgen i en ganske normal weekend… Jeg var lige stået op og var på vej ud på badeværelset til en enhver anden morgenrutine. Jeg sagde godmorgen til min mor. Alt var i den skønneste orden. Jeg nåede lige ud og lukkede døren og alt derfra til jeg vågnede på sygehuset, kan jeg ikke huske.

Hvad skete der lige?

Eftersom jeg ikke selv var “til stede” og ikke kan huske det mindste, har jeg efterfølgende fået min mor til at forklare mig hvad der skete.

Her kommer hendes fortælling:

Jeg kunne høre, at hans medicin faldt på gulvet. Jeg spurgte om han var ok, og der kom et lidt mærkeligt jaeee. Jeg gik ud og åbnede døren og der sad han på toilettet og spjættede. Han var på vej ind i et epileptisk anfald.

Han var delvist ukontaktbar og med ét blev han stiv som et bræt. Jeg ved ikke hvor kræfterne kom fra, men jeg formåede at løfte ham over og ligge på gulvet. Det er et relativt smalt badeværelse, så det var noget af en mission at få ham båret derover. Idet jeg løftede ham, “forsvandt” han helt.

Hans læber blev grå – næsten blå. Han trak vejret meget overfladisk. Det var små hurtige vejrtrækninger indad uden at puste ud. Han trak ikke vejret optimalt. Hans øjne var lukket. Han var stadig helt stiv i kroppen og spjættede med armene. I desperation råbte jeg af ham. På et tidspunkt kom jeg til at kigge på klokken. Nu var der gået flere minutter siden anfaldet startede. Jeg vidste, at jeg havde brug for hjælp.

Jeg ringede til vores naboer, Lone og Frants, og derefter også til alarmcentralen. Lone kom og hjalp mig imens Frants ventede på ambulancen så han kunne vise vej. Imens alt dette skete, snakkede jeg med Falck og blev derefter stillet om til en sygeplejerske, som forsøgte at berolige mig ved at sige, at ambulancen var på vej. Jakobs tilstand var stadig uændret, og der var nu gået næsten 7 minutter fra anfaldet startede. Jeg var fuldstændigt febrilsk og skrækslagen.

Heldigvis kunne jeg endelig høre ambulancen. Krampeanfaldet stoppede og Jakob rejste sig efterfølgende op, men begyndte nu i stedet at hive i gardinerne og forhænget til bruseren. Nærmest som om, at han ville til at i bad. Det virkede ikke helt som det optimale at gøre i situationen. Selvom han virkede mere “frisk og til stede”, var han stadig ukontaktbar og sagde ja til det han blev spurgt om. Hans handlinger svarede dog ikke til det, som han svarede. Han var stadig fjern, min puls var høj, jeg var bange. Rigtigt bange, for han havde været uden ilt i lang tid.

Heldigvis nåede Falck-folkene frem og tog over. De spurgte om han kunne gå ud til ambulancen. Jakob sagde, ja, hvorefter han fulgtes med dem ud. Han blev spurgt om sit navn og fulde CPR, men blev ved med kun at gentage sin fødselsdato. De ville gerne have lagt en venflon på Jakob, hvis der skulle komme et anfald mere. Han plejer normalt ikke at være bange for nåle, men den dag var anderledes. Han reagerede kraftigt på det og udviste at det gjorde voldsomt ondt.

Falck-folkene sagde, at de ville tage ham med på hospitalet, og jeg så bare skulle følge efter. Som mor, håber jeg ALDRIG på at skulle se ham få et anfald igen efter denne oplevelse.

Da jeg kom til bevidsthed

Da jeg endeligt “vendte tilbage” igen efter anfaldet lå jeg i ambulancen. Jeg var helt forvirret og udmattet, men kunne se, at jeg var i en ambulance, så jeg gik ud fra, at jeg var på vej til hospitalet. Det andet jeg kom til at tænke på var min “kørekort-situation”. Jeg havde allerede skrevet mig op til at skulle begynde på at tage kørekort 10 dage efter.

Når man er diagnosticeret med epilepsi, skal man være anfaldsfri i 1 år før man må begynde på at tage kørekort. Det betød, at jeg måtte skrive til min kørelærer, at vi lige måtte vente 1 år mere. På godt jysk, kan man vidst godt sige at det var en “træls” dag.

Dagen i dag

Lige nu, hvor jeg sidder og skriver dette indlæg, tænker jeg over, hvad der er sket siden den rædselsfulde morgen, hvor jeg fik mit seneste anfald. Det har været noget af en “rutsjebanetur”.

På godt og ondt, er jeg et eller andet sted “glad” for at jeg blev diagnosticeret med epilepsi. At jeg blev diagnosticeret med epilepsi var ligesom årsagen til at hele “MyEpi-eventyret” kunne blive en realitet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket med mig, hvis min mor ikke havde været hjemme den morgen.

Den magtesløshed, utryghed og usikkerhed, som jeg ved min mor følte og stadig føler den dag i dag, ved jeg at rigtigt mange familier med epilepsi tæt på livet også føler konstant. Det er netop dem, som holder min motivation oppe til, at føre MyEpi ud i livet!